Som dreng samlede jeg på stort set alt, bare det var blottet for nytteværdi: frimærker, mønter, sten, tomme tobaksdåser, fuglefjer, Politikens Sportstillæg og ikke mindst bøger. I sidstnævnte kategori gjaldt det i høj grad serier, som dengang ofte omhandlede raske og retskafne drenge med næse for at opklare diverse forbrydelser, de dumme voksne ikke magtede. Drengene hed sådan noget som Jan, Kim og Bo samt én af lidt ældre dato kaldet Flemming, som måske virkede lidt bedaget, men hvad gjorde man ikke for at slippe for lektier? Så var der De 5-bøgerne, hvor der godt nok var piger med, men så til gengæld også en hund som trøst. Der var også Tarzan-bøgerne og mesterværker fra Jules Verne og Torry Gredsted samt serien Gyldendals Udødelige Ungdomsbøger, heriblandt min favorit, Junglebogen. Og på regnfulde dage (når ingen kiggede), min lillesøsters Puk-bøger. Bare for at lære noget om kvinder.

Det var ikke, fordi jeg havde det fra fremmede, også min salige far var god til at samle ind og gemme, ja, grunden til at »min« frimærkesamling var vejens flotteste og genstand for megen misundelse, skyldtes, at den grundlæggende var hans projekt. Altså, jeg fik da lov til at sortere de konvolutter med godt blandet, vi indkøbte hos skumle frimærkehandlere i Indre By, men selve arbejdet med at sætte dem i album klarede oldermanden. Hvordan denne gennempraktiske mand havde fået en søn med ti tommelfingre, fik ham til at tvivle på både arv og miljø, men til gengæld sørgede han så i det mindste for, at poden havde et præsentabelt frimærkealbum at vise frem. Nu vil jeg ikke lyve for læseren, det var faktisk virkelig hyggeligt at sidde og lave sammen, i den alder syntes jeg sgu, min far var genial.