I fem tomme hvide rum – kunstinstitutionens perverse utopi om det virkelighedsrensede og tidløse hvide rum som forudsætning for kunstens exceptionelle fremtræden – ligger med ét fem kasser, en i midten af hvert rum, som præcist skåret ud af væggene. Som om de fem tomrum med ét er kollapset, og ind i det hvide intet er væltet fem kasser fyldt med – nej, intet levende, men død. I stedet for tidens begyndelse og skabelsens øjeblik, hvor en ny verden opstår, viser sig med ét de sidste rester og fragmenter af en længst forsvundet verden og tid.

Som da en væg i Kongernes Dal den 5. november 1922 brast, og ind i det 20. århundrede faldt gravkammeret med resterne af Tutankhamons liv og herredømme for mere end 3.000 tusinde år siden. Men til forskel fra det shock of the old, det for Howard Carter & co. i 1922 må have været, denne – forestiller jeg mig – stank eller intense lugt af det hengemte, støvet og stoffernes taktilitet, er disse fem gravkamre lugtfri, urørlige, adskilt fra beskueren af glaslåg, der i stedet for umiddelbar indsigt spejler septembers skønne himmel, hvorover drivende skyer lyser hvide.