80ernes melankolske prins

At Bo Green Jensen er død, kan være svært at forlige sig med, hvis man gennem årtier har vænnet sig til at læse denne nøgleperson i den danske kulturelle offentlighed. Mens folk på 30 år mest kender ham som en af vores vigtigste og mest produktive kulturjournalister og filmanmeldere, så er det anderledes, hvis man har den dobbelte alder. I 1980’erne stod Bo Green Jensen for mange som det absolut ypperste inden for dansk lyrik.

Bo Green Jensen markerede sig i den berømte 1980’er-generation med Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og F.P. Jac med sin enorme produktion i form af den 1360 sider og syv bind lange lyriske cyklus Rosens veje (1981-86), bestående af Requiem & Messe (1981), Det absolutte spil (1981), Den blivende engel (1982) Mondo Sinistro (1983), Undergangstestamentet (1984), Stedernes mening (1985) og Porten til Jorden (1986). Fra starten blev Bo Green Jensens stjernestatus slået fast, som da generationens godfather Poul Borum i sin anmeldelse af Requiem & messe udråbte denne til den sikreste og mest suveræne lyriske debut siden Henrik Nordbrandts i 1966.

Produktionen af skønlitteratur var stadig høj mod slutningen af 1980’erne, hvor Bo Green Jensen udgiver endnu en digtcyklus med bindene Et sted i uvisheden (1987), Filtret ind i blåt (1988), Noget i mit liv (1989) og Den samme flod to gange (1990), samtidig med at der kommer en række ungdomsromaner som Dansen gennem sommeren (1981), En afgrund af frihed (1989) og Pigen med de grønne øjne (1989), novellesamlinger som Støjen af virkelighed (1987) og Udsatte steder (1995), essaysamlingerne Så vi ikke visner ihjel (1985) og Afstandens indsigt (1984), samt en mængde oversættelser af T. S. Eliot, Jim Morrison, Paul Auster. Leonard Cohen, Nathanael West, Ernest Hemingway og Derek Walcott,

Denne opremsning blot for at sige, hvor ekspansiv og dynamisk Bo Green Jensens skønlitterære produktion er i hans første årtier som forfatter, og hvor stort skiftet er, da han fra midten af 1990’erne i højere grad helliger sig hvervet som kulturjournalist og filmanmelder på Weekendavisen. Han har selv berettet, at han »før var en forfatter, der bijobbede som journalist«, mens han »nu er en journalist, der bijobber som forfatter«. I det nye årtusinde er der kun kommet ganske få digtsamlinger som Den store epoke (2004) og Først er jeg drengen (2015) samt en række essaysamlinger.

Under evighedens synsvinkel er det næppe Bo Green Jensens journalistiske produktion gennem en menneskealder, som vil blive husket, men derimod det enestående lyriske forfatterskab, som han står for i 1980’erne. Jeg vil derfor give et bud på, hvorfor Bo Green Jensens betydning som lyriker næppe kan overvurderes. Digtenes tre vigtige særtræk er henholdsvis den sarkastiske civilisationskritik, den mørk-økologiske og romantiske vision og den ekspansive postmodernistiske sprængning af den poetiske genre.

MENS KOLLEGERNE i 1980erne selvbevidst skriver ekstatiske, manifestagtige generationsdigte med Michael Strunges Vi folder drømmens faner ud (1981), F.P Jacs Jeg er fanme til (1979) samt Søren Ulrik Thomsens forestilling om »80’ernes blå rum«, så er det ganske anderledes med Bo Green Jensen. Her stikkes der dybt i en personlig smerte, og denne kobles til undergangsmytologier og store globale perspektiver. Et digt fra debutsamlingen, det stadig står som »tidsåndsdigtet« par excellence for de tidlige 1980ere med dets atmosfære af arbejdsløshed, krise og indolent nihilisme som svar på 1970ernes politisering, indledes:

Vi kom ud til slagtehallerne

Midt i en ulvetid . . .

Det var altid onsdag eftermiddag.

Telefonen ringede aldrig. Vi sad

I stuen. Sønner af den tavse tid,

Dreng Svømmer, Danser, Pennemand.

Der kom kun trykte breve med

Filtrede frister og udbrændte krav

Ind ad hullet ud til verden.

Canasta til en million og tusind

TV-serier: Sådan skabes orden

Ud af ingenting. Og selv da

Paradokset: Jo mere du spilder,

Jo bedre bliver du. Ingen havde

Brug for sønner af den tavse tid.

Mere optimistisk bliver det ikke i det ligeledes mesterlige digt »Venter på Enola Gay« (navnet på det bombefly, der kastede en atombombe over Hiroshima) fra Mondo Sinistro, der typisk for Bo Green Jensen er et rolledigt, hvor læseren raffineret inddrages i et racistisk, krigsliderligt, ignorant fællesskab, der udtrykker sig i den følgende vrængende tiltale:

Hvis denne sommer fortsætter

I mere end en uge

Bliver vi allesammen gale.

Jeg kan mærke det i hovedet

Og se det i jeres opblødte smil.

Men det ved I jo eller hvad?

Og elsker vi ikke alle VM i Beirut

Hvor slangerne får fingre?

Ser man imidlertid nærmere på Bo Green Jensens apokalyptiske digte, gemmer der sig ofte mellem disse nogle særprægede visioner, som jeg på én gang vil kalde mørk-økologiske og romantiske. En af disse fra debutsamlingen, som jeg vil citere i sin helhed, da det er blandt de sidste mange årtiers bedste digte, hedder »Svømmeren«:

Sekunder frosset i skummende ild

Sommerlang svømmerens finner

Skærer hvidguld i det grønne vand.

Han er født i havet. Han

Svømmer med delfinerne mod

Horisontens ring. Deres kroppe

Strejfer hans i et kærtegn

Glat som levende metal. De

Nipper blidt i hans brune arme

Og bærer ham frem under solen.

Han sover i vandet og lever kun

For lysets eksplosion i skum.

Hans fremdrift aflejrer ringe

Og striber, forplanter sig ud

I den finthamrede flade og

Bliver rynker i havets hud,

Signaler som kan ses fra oven,

Men han ved det ikke selv.

Han har skæl nu og svarer

Hverken på fugleskrig

Eller skibssirener. Indkapslet

Er han ene med lyden af

Sine arme i det glatte vand.

Han ænser ikke bølger men

Stryger evigt og uundgåeligt ud

Torpedo mod himmellinien

Hvor dag og nat forbrændes

I et ritual af lys og tid.

Hans rejse er uden stationer,

Der er kun delfinerne og

Solen på det tavse hav.

»Svømmeren« kan forbindes med en række tidligere tekster, for Bo Green Jensen var om nogen en traditionsbevidst digter. Det gælder Arthur Rimbauds magiske vision om en havoverflade med hjulspor i digtet »Marine« (1871), Klaus Rifbjergs ekstatisk-apokalyptiske konfrontationsdigt »Nultime« (1960) og Thorkild Bjørnvigs kosmiske miljødigt »Delfinen« (1975). 

Fascinationskraften i »Svømmeren« ligger i den ekstatiske enhedsoplevelse, der udtrykkes ved, at alle modsætninger er udslettet i digtets univers: mellem før og nu (»sekunder frosset«, »dag og nat forbrændes«), her og der (»bærer ham under solen«), dyr og menneske (»svømmerens finner«, »han har skæl nu«), organisk og uorganisk (»rynker i havets hud«), og civilisation og natur (»fugleskrig / Eller skibssirener«). Digtet er en mørk-økologisk vision, hvor jeget længes efter en total sammensmeltning mellem kultur og natur. 

Den lige så skønne og perfektionerede som apatiske og ensomme svømmerskikkelse har dobbeltheden i sig, og det æstetiserede naturagtige rum med de smukke farver og linjer rummer sit destruktive potentiale, som den afsluttende bombastiske torpedo-metaforik mere end antyder. At der er tømmermænd for enden af selvforglemmelsen og skønhedsdyrkelsen, synes at være udsagnet af »Svømmeren«. I sandhed en vision som udforskes intenst i disse års af Theis Ørntoft, Lars Skinnebach, Dennis Gade Kofod, Charlotte Weitze, Nanna Storr-Hansen og talrige andre af tidens bedste forfattere – og altså profetisk lanceres i en sublim form i 1981 af Bo Green Jensen.

ENDELIG ER Bo Green Jensen en banebrydende lyriker med hensyn til brugen af genrer og stilarter. Mens andre 80’er-digtere som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og F.P Jac – med enkelte undtagelser som Jacs Misfat (1980) – hovedsageligt arbejder inden for en centrallyrisk genreæstetik, hvor det poetiske univers harmonisk omslutter et veldefineret og autoritativt subjekt, og hvor teksten udgør en stilistisk homogen og afgrænset helhed, der, som Thomsen siger, kan stå som en skulptur på siden, så er det anderledes i Bo Green Jensens lyrik. 

Hovedværket Rosens veje indeholder centrallyriske tekster, prosaskitser, minde- og lejlighedsdigte, montager, sange, eventyr, dramatiske monologer, fortællinger, citatmosaikker, litteraturkritiske kommentarer, dagbogsoptegnelser og henkastede noter, og udgør en vildt forgrenet tekstmasse, som rummer et oplevelsespotentiale, som man næppe har set magen til i dansk litteratur før Bo Green Jensens værker.

Ganske vist har mange fremhævet 1960ernes avantgarde med Ivan Malinowski, Per Højholt og Peter Laugesen som en vigtig kilde til den fornyelse af dansk lyrik, som jeg har kaldt interaktionslyrisk, hvor flerstemmighed og genreblandinger bliver udbredt, men spørgsmålet er, om man ikke har overset virkningen af den markante postmodernistiske æstetik, som Bo Green Jensen bringer ind i dansk lyrik. 

For mens avantgardister som Per Højholt, Peter Laugesen, Dan Turèll, Klaus Høeck, Per Aage Brandt og Jørgen Leth med deres lyrik var absolutte nichefænomener, da de brød igennem, og først er blevet kanoniseret langt senere, så var Green Jensen en central og uomgængelig del af dansk litteratur i de tidlige 80’ere. Det kan således forekomme lidt paradoksalt, at lyrikken fra denne periode i dag i hovedsagen identificeres med Søren Ulrik Thomsens, Michael Strunges og Pia Tafdrups lyrik.

At Bo Green Jensen ofte blev udsat for kritik, fordi hans digte rummede den flerstemmighed og stilistiske heterogenitet, som sentressernes avantgarde omkring årtusindskiftet blev rost og kanoniseret for, viser sig også i en genre, som vist ingen andre 80er-digtere, hvor selvhøjtidelighed ofte var dominerende, har excelleret i, nemlig det sarkastiske metadigt, der kritiserer hans egen digtning. Et herligt og hylende morsomt digtuddrag fra Porten til Jorden lyder:

Det er strenge tider, når tekster som denne kan passere nåleøjet

og give sig ud for at være poesi. En sådan devaluering af udtrykket

bekræfter blot vore bange anelser om den store udjævning,

som er på vej. På den anden side tjener det til trøst, at en sådan

total nivellering ikke vil skåne nogen eller noget. Ej heller makværk

som dette.

At skrive sådan et selvironisk digt kræver både pondus, vingefang og mod til at sætte noget på spil i sin lyrik, hvad enten det gælder de sarkastiske apokalyptiske visioner, de mørk-økologiske og romantiske syner eller de voldsomme genre- og stilmæssige sprængninger. Alt dette finder man hos Bo Green Jensen, og har man ikke læst forfatterskabet, er det aldrig for sent. Man kan man fx starte med den lille handy bog Rosens veje. Udvalgte digte (1991), og man kan dertil læse et par afsnit om digteren i Digtets krystal (1997), Ledestjerner. Ti digtere fra hundrede år (2022) eller Danske digtere i det 20. århundrede (2000). 

Det er trist og mærkeligt, at Bo Green Jensen ikke længere er blandt os. Men hans bedste digte bør stå på en øverste hylde i fremtiden.

Peter Stein Larsen er forfatter, kritiker og professor i litteratur. 

Bo Green Jensen skrev om film, musik og litteratur for Weekendavisen fra 1981 til 2023. Elsket var han især for sine personlige klummer. Læs et udvalg her.