Vores unge hovedperson, Julie, står i kø foran en anonymt udseende stander. Et parkometer, måske? Vi er i Oslo i en ikke nærmere defineret fremtid. Det viser sig, at standeren er en bank. Julie er interesseret i et boliglån, fortæller hun, men før hun får talt færdig, afbryder standerens mekaniske stemme hende og blæser følgende informationer ud i det offentlige rum: »Civilstatus: single. Børn: nul. Formue: nul.« Til trods for sit arbejde på en tegnestue kan Julie ikke låne, og da hun forsøger at få svar på, hvor meget hun i givet fald ville mangle i startkapital, meddeler stemmen, at det vil koste 3.400 kroner i gebyr at komme til at tale med en kunderådgiver.

Med sin udprægede minimalisme, gråtone i billedet og de kantede og stiliserede skuespilpræstationer burde denne nye norske science fiction-komedieserie egentlig ikke føles så genkendelig. Men Arkitekten formår, hvad science fiction kan, når det er bedst: Dens billede af fremtiden føles på frygteligste vis uafviseligt og sandt.