Netflix er ikke den eneste virksomhed, der nyder godt af den stigende søgning efter digital underholdning under den påtvungne hjemmekarantæne. Også spilplatformen Steam har slået nye brugerrekorder hver weekend siden midten af marts, hvor tjenesten for første gang nogensinde havde over 20 mio. brugere online samtidig. Weekenden efter slog de rekorden på ny med over 22 mio. brugere.

Spilverdenen kan da også tilbyde karantæne-underholdning for enhver personlighedstype. Vil man dyrke den uhyggelige side af pandemien, er der postapokalyptiske mesterværker som The Last of Us og overlevelses-horror i Resident Evil-serien. Der er svær genopbygning af samfundet efter en koppe-epidemi i The Division 2 og brutal kamp om knappe ressourcer i DayZ. I simulationsspillet Plague Inc. kan man udvikle sine egne pandemier, der udsletter Jordens befolkning.