Pssst. Lørdag aften inviterede 00er-ikonet DJ Aligator til fest på Rust.
»25-års jubi-fucking-læum!«
Omkring halsen på stort set alle gæster i køen ude foran diskotek Rust lørdag aften hænger der en fløjte. Jeg overhører blandt andet en kvinde, der måtte haste ind forbi Intersport for at sikre sig en, og årsagen er, at vi denne aften under titlen »25 Years of Reptile Rave« skal fejre den iransk-danske Ali Movasat, bedre kendt som DJ Aligator, og dermed også det megahit, der i 2000 katapulterede ham imod toppen af både danske og europæiske hitlister, og som han har været bundet uløseligt sammen med lige siden. Der er selvfølgelig tale om »The Whistle Song«. Den, hvor ordene »Blow my Whistle, Bitch« efterfølges af et manisk, men alligevel så inciterende ørehængende fløjtevers.

Så vi skal fløjte, men hvad skal der ellers ske til denne koncert, der er sat til at vare godt og vel halvanden time? Da DJ Aligator endelig træder ind bag pulten, er det første, jeg lægger mærke til, at han, ud over baseballkasket og kortærmet hættetrøje, er iført solbriller. Det betyder også, at han ikke længere bærer de karakteristiske reptillinser, der ligesom det kridhvide og UV-lysende tøj og det millimeternøjagtige gedeskæg var så afgørende en del af den persona, vi lærte at kende dengang. I flere interviews har Ali Movasat da også givet udtryk for, at alt det blot handlede om markedsføring og var pladeselskabets idé.
Del:
