De seneste ugers valgkamp har tilsyneladende forstærket en allerede eksisterende polarisering i dansk politik, især med hensyn til debatten om udlændinge og danskhed. Omvendt fortæller vi konstant hinanden, at det danske demokrati er særligt velfungerende og robust. I politiske skåltaler og ledere i aviserne hyldes det danske konsensusdemokrati, hvor politikerne finder pragmatiske løsninger hen over midten, ofte med hensyntagen til selv yderpartiernes særlige mærke- sager. Kort sagt, et politisk system, hvor »mere samler end deler«, som politikere ynder at udtrykke det.

Det idylliske billede er en del af en mere generel forestilling om en særlig skandinavisk model for demokrati, som også trives uden for vores hjørne af verden. Der tales for eksempel om »Nordic exceptionalism«, »Getting to Denmark« og en svensk »Sonderweg« (særlig vej) som pejlemærker for demokratier verden over. Ingen ringere end Francis Fukuyama, den verdensberømte politolog, turnerer med disse synspunkter, og det samme gør Verdensbanken. Ja, selv i den amerikanske politiske debat bliver Danmark, Norge og Sverige fremhævet som eksempler til efter- følgelse. Men er de skandinaviske demokratier virkelig exceptionelle?