Det kom næppe som en overraskelse for hverken forskere eller lægmænd, at coronapandemien førte til en stor stigning i antallet af skilsmisser. I Danmark blev 46 procent flere skilt i 2020 sammenlignet med 2019. Men ud over at flere gik fra hinanden, var mange par også utro – og det gjaldt især, hvis de havde børn sammen.

Det kom næppe som en overraskelse, at mange par blev skilt under coronapandemien, men ud over at flere gik fra hinanden, var mange par også utro. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, scanpix
Det kom næppe som en overraskelse, at mange par blev skilt under coronapandemien, men ud over at flere gik fra hinanden, var mange par også utro. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard, scanpix

Et nyt studie fra USA viser, at forældre i større grad end barnløse par var interesserede i at få en affære eller var deres partner utro under pandemiens første år. I studiet har forskere fra Indiana University undersøgt 1.070 amerikanere, der var i faste, heteroseksuelle forhold i perioden 2020-2021. Deltagerne fik tilsendt et spørgeskema, som de svarede på i hjemmet.

Her rapporterede 18,8 procent af deltagerne, at de under pandemien havde begået en handling, deres partner ville betragte som utroskab. Det gjaldt mere end hver femte forælder, mens det »kun« var 14 procent af de barnløse. Derudover var langt flere mænd end kvinder deres partner utro.

Under lup

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den

Tallene vidner om, at mange oplevede stress og dårligt mentalt helbred under pandemien, lyder det fra forskerne bag studiet. Det gælder måske særligt forældre, der skulle opretholde et familieliv under nye forudsætninger.

Mens det er svært at beregne forekomsten af utroskab, viser et mangeårigt datasæt fra USAs General Social Survey foretaget af University of Chicago, at cirka ti procent af alle gifte mennesker er deres ægtefælle utro. Derfor tyder det på, at der skete en stigning under corona.

Plos One, 13. august