Det, vi troede, vi vidste

Når kvinder går i overgangsalderen, stopper æggestokkene med at frigive æg, og produktionen af kønshormoner ebber ud. Derfor har man hidtil forestillet sig, at æggestokkene stort set bliver inaktive, når deres reproduktive funktion er slut. Men nye resultater tyder på, at der stadig sker en hel del i de to små organer efter overgangsalderen.

Foto af en gammel fysiologi bog. Foto: Wikimedia Commons

Det, vi ved nu

Eksperter i reproduktion fra Northwestern University Feinberg School of Medicine i USA har undersøgt æggestokke fra 28 kvinder mellem 50 og 75 år. Ved hjælp af avancerede proteinanalyser analyserede de næsten 6.000 grupper af proteiner i vævet, og resultaterne viste, at æggestokkene fortsætter med at forandre sig med alderen.

Hos de ældre kvinder fandt forskerne flere proteiner forbundet med inflammation og immunaktivitet, mens proteiner, der hjælper med at vedligeholde vævets struktur, blev mindre fremtrædende. Forandringerne kunne ligne de molekylære mønstre, man ser ved kræft i æggestokkene.

Men …

Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at æggestokkene nødvendigvis gør skade efter overgangsalderen. Vævet var ikke sygt eller på vej til at blive det, men normal aldring og kræft kan involvere nogle af de samme biologiske processer. 

Forskerne ved endnu ikke, om forandringerne kan have forbindelse til udviklingen af sygdom. De håber dog, at den nye viden kan hjælpe med at klarlægge, hvordan æggestokkene påvirker kvinders sundhed efter menopausen. Mette Juul Rasmussen

Aging Cell, 14. oktober