»Rigsdansk er et Excel-ark,« sagde Knud Romer ved forrige uges Folkemøde på Bornholm, hvor han og mange andre satte fokus på udkantsdanmark og den ulige balance mellem land og by. »Småt er godt,« lød det fra Romer, som sammen med børnefamilier, små skoler og lokale købmænd vil have dialekterne tilbage i hele landet. Men kan det overhovedet lade sig gøre at få »dialekterne tilbage«? Ville danskerne have både viljen og evnen til at tage dialekterne til nåde og begynde at bruge dem igen? Sådan helt alvorligt, uden at grine? Måske. Noget taler for og en hel del imod.

For at kunne nærme sig et muligt svar er vi nødt til at se på, hvad folk, og ikke mindst unge, rent faktisk gør med dialekterne i deres dagligdag. Har unge overhovedet kendskab til og kompetencer i deres lokale dialekter, sådan at de lokale sprog over tid ville kunne udvikles og overleveres til nye generationer? Med dialekt mener jeg rigtigt lokalt sprog, med andre grammatiske former, ord og udtaler end i rigsdansk – og altså ikke kun de melodiforskelle, vi alle kan høre mellem for eksempel jysk og københavnsk.