Falsificeret. Ved at manipulere med vores tidsfornemmelse kan man få kroppen til at hele hurtigere, viser nyt studie.
Tidsopfattelsen læger alle sår
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Tiden læger som bekendt alle sår. Det gamle ordsprog handler om de sår, man får på sjælen, men tiden heler også fysiske sår. Her er det dog også faktorer som ens generelle helbredstilstand, alder og livsstil, der afgør, hvor hurtigt et fysisk sår læges.
Det, vi ved nu
Nu har to psykologer fra Harvard University vist, at helingen af et fysisk sår også afhænger af den tid, vi tror der er gået. En gruppe forsøgspersoner blev alle påført et »sår« i form af en kopsætning, hvor de fik anbragt en kop på den ene arm. Herefter blev en del af luften i koppen pumpet ud, og koppen fjernet igen. Undertrykket efterlod et rødt mærke, som gradvist forsvandt.
I eksperimentet blev der taget et billede af mærket på armen umiddelbart efter kopsætningen og igen efter 28 minutter. I mellemtiden skulle forsøgspersonerne på bestemte tidspunkter blandt andet registrere misfarvningen af mærket, og hvor stresset de følte sig.

Forsøgspersonerne fulgte tiden på et ur i laboratoriet, men tidsmålingen var manipuleret, så kun en tredjedel af deltagerne fik vist den korrekte tid. En anden tredjedel så et ur, der gik med halv hastighed, og troede derfor, at eksperimentet varede 56 minutter, mens den sidste tredjedel kiggede på et ur, der gik med dobbelt hastighed og således viste, at eksperimentet tog 14 minutter.
Bagefter vurderede en ny gruppe deltagere på en skala fra nul til ti, hvor meget kopmærkerne var helet mellem de to fotografier, og hvor nul betød ingen ændring, mens ti betød, at mærket var helt forsvundet.
Selvom alle eksperimenterne varede 28 minutter, gik helingen væsentligt hurtigere hos den gruppe, der troede, at der var gået 56 minutter. Her var mærket næsten helet (otte på skalaen) hos 11 ud af 32 af forsøgspersonerne, mens det kun var tilfældet for fem ud af 32 personer i den gruppe, der troede, at der var gået 14 minutter, og for otte ud af 33 deltagere i den gruppe, der fik vist den korrekte tid på 28 minutter.
Psykologernes konklusion er derfor, at den fysiske heling af et sår sker hurtigere, hvis vi tror, at tiden går hurtigere, end den gør. Omvendt sker helingen langsomt, hvis vi oplever, at tiden går langsomt.
Men ...
Forskerne anfægter ikke gyldigheden af biomedicinske modeller, der involverer eksterne faktorer, men de mener, at eksperimentet viser betydningen af psykologiske faktorer, som påvirker kroppens biologiske og fysiologiske processer.
Scientific Reports, 17. december
Del: