Åh, at være sofistikeret! Indtil starten af 1950erne kunne man dog slet ikke være sofistikeret på dansk, for først da begyndte man at fordanske den engelske version af ordet, sophisticated, hvorefter det så småt vandt indpas i intellektuelle kredse. Hvis kritikere vurderer et litterært værk som sofistikeret, mener de det som en ros, mens det i andre sammenhænge er uvedkommende, hvorvidt en beskrivelse eller analyse er sofistikeret eller ej.

Ikke blot kan en tekst, et argument eller en holdning være sofistikeret, gennem sin fremtoning og manerer kan en person også være det eller i det mindste søge at være det. Ordet alluderer til egenskaber som raffineret, avanceret, elegant og måske åndfuld.