Et overraskende lille areal af Jordens overflade blev ramt af skovbrande i 2025. Det viser en ny rapport publiceret i tidsskriftet Nature Reviews Earth & Environment. Her har et internationalt forskerhold ledet af forskere fra University of East Anglia i Norwich, England, beregnet, at 335 millioner hektarer blev ramt af skovbrande sidste år, hvilket er det næstlaveste niveau siden 2002. Også de CO₂-udledninger, der kan relateres til skovbrande, var lave sammenlignet med de seneste årtier.

Skovbrande kommer tættere på boligområder og forårsager derfor større økonomisk skade. Her er det en skovbrand i Californien i maj i år. Apu Gomes, Scanpix
Skovbrande kommer tættere på boligområder og forårsager derfor større økonomisk skade. Her er det en skovbrand i Californien i maj i år. Apu Gomes, Scanpix

Alligevel bliver resultaterne ikke opfattet som gode nyheder. Selvom der samlet set var færre skovbrande, var flere af årets brande blandt de mest voldsomme nogensinde. Ifølge studiet blev flere end 300.000 mennesker evakueret, og 90 personer mistede livet som følge af skovbrande. Samtidig blev 2025 det dyreste år nogensinde målt på erstatningsudbetalinger, idet skovbrande stod for 38 procent af omkostningerne ved verdens naturkatastrofer. Eksempelvis blev skovbranden, der ramte Los Angeles sidste år, den femtedyreste naturkatastrofe i verdenshistorien. Den kostede forsikringsselskaber 140 milliarder dollar.

Hvor brandene tidligere primært hærgede Afrikas savanner, har klimaforandringerne gjort, at de i stigende grad er rykket op til de nordamerikanske og europæiske skovområder. I 2025 oplevede både USA, Portugal og Frankrig de største skovbrande i deres historie. Spanien og Storbritannien har aldrig tidligere målt større arealer af nedbrændte områder, end de gjorde sidste år.

Lange perioder med tørke og hedebølger gør skovene sårbare over for ild, mens stigende temperaturer gør brandene mere intense og altødelæggende, lyder det i studiet. Forskerne håber, at resultaterne kan understrege behovet for at reducere udledningen af fossile brændstoffer og dermed begrænse den globale opvarmning. Samtidig peger de på behovet for, at lande bliver bedre til at beskytte og overvåge deres skovområder. Derudover efterlyser de klare planer for, hvordan borgere i udsatte områder skal evakueres i forbindelse med fremtidige skovbrande.

University of East Anglia, 31. maj