Sammen hver for sig

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Når arkæologer finder en voksen og et barn liggende i samme middelaldergrav, har den almindelige antagelse været, at de døde var nært beslægtede, for eksempel mor og barn. I samme ånd er større fællesgrave ofte blevet tolket som familiegrave.

Men en ny undersøgelse fra Stockholms Universitet udfordrer nu denne antagelse.

Det, vi ved nu

Arkæologer har analyseret dna fra 142 skeletter fra vikingetidens slutning og tidlig middelalder, og resultaterne viser, at nære slægtninge overraskende sjældent delte grav. Heller ikke på gravpladser, hvor mange mennesker ellers var i familie med hinanden. Det tyder på, at andre sociale eller religiøse forhold end blodsbånd sandsynligvis afgjorde, hvem der blev stedt til hvile sammen.

Dna-analyserne gjorde det også muligt at bestemme kønnet på små børn, hvor knoglerne ikke tidligere havde kunnet afsløre kønnet. Her viste det sig, at selv de yngste drenge og piger blev begravet efter de samme regler som voksne mænd og kvinder, altså mænd for sig og kvinder for sig. Det tyder på, at køn blev tillagt betydning allerede helt fra livets start.

Men …

Studiet fortæller ikke kun noget om, hvem der blev begravet sammen. Det giver også nye indblik i livet i middelalderen. På kirkegården i Västerhus i Sverige fandt forskerne for eksempel en kvinde, som gennem dna kunne forbindes med sine forældre, sin bror og sine to døtre, selvom de alle var begravet forskellige steder på kirkegården.

Kvinden havde en muslingeskal med i graven, et kendt symbol på pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i Spanien. Fundet tyder på, at hun havde gennemført den tusindvis af kilometer lange rejse før hun døde inden 30-årsalderen.

Mette Juul Rasmussen

Science Advances, 10. juli