To sorte huller fanges af hinandens tyngdefelt. I begyndelsen roterer de roligt rundt om hinanden, omtrent som planeter omkring Solen. Men bevægelserne er ikke stabile; langsomt men sikkert nærmer de sorte huller sig hinanden, stadig i rolige baner, der blot hver gang bringer dem tættere og tættere. Banerne, som oprindeligt var ellipseformede, bliver nu mere og mere cirkulære, og rotationerne hurtigere og hurtigere. Nu går det stærkt. De sorte huller er uløseligt bundet til hinanden og på vej mod et apokalyptisk endeligt – en kosmisk dødedans, hvor de i rasende fart hvirvler rundt og rundt for til sidst at smelte sammen til et nyt stort, sort hul. Efter en ganske kort sekvens, der kaldes kollisionens »ringdown«, ligger det nye sorte hul stille. Alt er atter tyst.

Hvis man i daglig tale fornemmer et sort hul som noget af det grusomste, Universet kan lade os opleve, blegner dog selv dette objekt i forhold til at se to af disse bogstaveligt talt fortære hinanden, kun drevet af tyngdekraften. Et nyt og tungere sort hul efterlades, korrekt. Men en enorm kaskade af energi sendes ud under kollisionen, der ender med at hvirvle de to sorte huller mod hinanden.