Weekendavisen bragte i foråret 2025 en række artikler med omtale og kritik af professorerne Christine Stabell Benn og Peter Aabys forskning i vacciner og vacciners uspecifikke effekter. Af Weekendavisens dækning fremgik det blandt andet, at Stabell Benn og Aaby ikke havde offentliggjort de endelige resultater vedrørende dødelighed i et lodtrækningsstudie af DTP-vaccinen, som de havde udført med en ph.d.-studerende, og at en række kilder fandt den manglende publicering særdeles problematisk.

Christine Stabell Benn og Peter Aaby rettede efter Weekendavisens dækning henvendelse til Praksisudvalget på SDU og anmodede udvalget om at tage stilling til spørgsmål, som i det væsentligste modsvarede de forhold, som Weekendavisen havde behandlet i mediets dækning af klagerne og deres forskning.

Christine Stabell Benn og Peter Aaby klagede til Pressenævnet over blandt andet, at Weekendavisen ikke i fornødent omfang havde deklareret en af fagkildernes mulige personlige og skadevoldende hensigt, og at Weekendavisen havde undladt at omtale den redegørelse om deres forskning, som Praksisudvalget på SDU havde udarbejdet.

Pressenævnet kritiserer Weekendavisen for ikke i tilstrækkeligt omfang at have deklareret en kildes mulige personlige og skadevoldende hensigt og for – uanset om denne måtte være foreløbig eller ej – ikke at omtale Praksisudvalget på SDUs redegørelse om klagernes forskning.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk.