Overmedicinering. Beboere på danske plejehjem får alt for meget medicin – deriblandt antidepressiva, sovemedicin og Panodiler i højeste dosis. »Plejehjemsbeboerne er udsat for en pillekultur, der er løbet løbsk,« siger professoren bag det nye studie.

Plejehjem på piller

Morgenmaden på plejehjemmet er serveret. Men 82-årige Dorrit har ingen appetit, efter at hun har slugt de ti piller, som personalet er kommet med. Og lysten til at spise er ikke blevet større til frokost og aftensmad, hvor lige så mange piller skal glide ned.

Dorrit findes ikke i virkeligheden. Men hendes medicinforbrug svarer meget godt til omfanget hos en rigtig plejehjemsbeboer. Det viser den første danske undersøgelse af plejehjemsbeboeres medicinforbrug nogensinde. Resultaterne, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Age and Ageing, viser, at beboerne i gennemsnit får otte forskellige slags lægemidler.