Livet har ekstremt trange kår i Antarktis’ rå og iskolde miljø – medmindre man er tæt på en pingvinkoloni eller en flok søelefanter. Ny forskning fra Vrije Universiteit Amsterdam i Holland viser, at afføring fra dyrene tjener som en særdeles effektiv gødning, der får livet til at spire flere kilometer væk. Biologernes undersøgelser afslører, at de antarktiske vinde bærer ammoniak og nitrogen fra dyreekskrementerne med sig til områder, der er mere end 200 gange større end dyrekolonierne. Den naturlige gyllespredning skaber livsvigtige betingelser for mos og lav, der pibler frem og efterfølgende danner fødegrundlag for mider, springhaler og talrige andre smådyr nær klodens sydpol. I en radius af seks kilometer fra pingvinerne og søelefanternes kolonier fandt forskerne op til otte gange flere hvirvelløse dyr per kvadratmeter sammenlignet med andre dele af Antarktis. klo Current Biology, 10. maj

Æselpingvin. Foto: Pier Nirandara
Æselpingvin. Foto: Pier Nirandara Unknown