Den 11/11 klokken 11 forstummede kanontordenen på Vestfronten. I godt og vel fire år – fra august 1914 til våbenstilstanden i november 1918 – havde Europas stormagter været i harnisk. Ti millioner fædre, sønner og brødre var faldet ved slagmarker såsom Verdun, Marne, Passchendaele, Tannenberg, Caporetto og Gallipoli, og dele af Flandern, Østfrankrig, Norditalien og Galicien var blevet forvandlet til et ingenmandsland af pløre, bombekratere, forreven pigtråd, nøgne træer og skyttegrave.

Men det værste var ikke ovre endnu. I Østeuropa og på Balkan fortsatte krigs­handlingerne indtil 1923, alt imens lande som Østrig og Tyskland blev ramt af en hyperinflation, der underminerede middelklassens opsparinger. Godt ti år senere indfandt Den Store Depression sig, en økonomisk verdenskrise, der skabte masse­arbejdsløshed, sociale nedskæringer og politiske dønninger over hele den vestlige verden. Halvdelen af Europas demokratier brød sammen i 1920rne og 1930rne, og i Rusland, Italien og Tyskland blev totalitære systemer etableret under diktatorer som Vladimir Lenin, Benito Mussolini og Adolf Hitler. Disse begivenheder var i 1930rne med til at underminere den internationale orden, sejrherrerne i Første Verdenskrig havde forsøgt at etablere under fredsforhandlingerne i 1919-1920, herunder Folkeforbundet, datidens FN. Det hele kulminerede i endnu en verdenskrig fra 1939 til 1945, denne gang med mange flere civile end soldater blandt dødsofrene.