I 1960erne sang the Beatles om all the lonely people, alle de ensomme mennesker, i Eleanor Rigby. Det er en helt igennem hjerteskærende sang, hvor pebermøen Eleanor Rigby er den mest ensomme blandt de ensomme: Når hun ikke sidder ved vinduet, går hun rundt uden for kirken og samler risene op efter alle de andre, der er blevet gift. Hvor kom de fra, alle de ensomme mennesker? Lennon/McCartney kendte ikke svaret, men beskrev en bekymring for samfund og sammenhængskraft i lyset – eller måske nærmere i skyggen – af social uro og opbrud. Familien lignede ikke længere sig selv, der var i det hele taget meget, der ikke lignede sig selv: Flere mennesker boede alene, og ensomheden virkede som en foruroligende, moderne trend.

Og det er tilsyneladende kun blevet værre. I 2018 annoncerede magasinet The Economist på Twitter, at »ensomhed er det 21. århundredes spedalskhed«. Stigmatiserende, smitsom og selvforstærkende. Ifølge NHS, det britiske sundhedsvæsen, er ensomhed en risikofaktor, hvad angår hjerteproblemer, slagtilfælde, demens, depression og angst blandt ældre mennesker.