I forbindelse med markeringen af 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig holdt den franske præsident Macron en stor tale under Triumfbuen i Paris. Her konstaterede han, at »sporene fra denne krig er aldrig gået væk. Vores gamle dæmoner rejser sig igen«. Macron har tidligere advaret om, at »populistiske nationalister« trækker Europa tilbage mod væbnet konflikt.

Men det er problematisk at give nationalismen hele skylden for Første Verdenskrig. Den var snarere en ingrediens og en drivkraft, som forhindrede krigens afslutning, da vestfronten frøs fast. Årsagerne til krigen var derimod en blanding af tilfældigheder, dårlig konflikthåndtering og gammeldags rivalisering mellem stormagter, hvoraf kun én, Tyskland, var en nationalstat, mens resten var multinationale imperier. Det er i det hele taget forenklende at bruge nationalisme som universalforklaring på de problemer, der kan opstå, når en hidtil gældende verdensorden bryder sammen.