Wauw-effekt. Når Arne Jacobsens Ægget og andre designerstole er blevet ikoner, skyldes det ikke alene medieeksponering og målrettet markedsføring. Stolene har iboende såkaldt mediagene kvaliteter.

Møbler med medietække

Det er stole, der er noget særligt. De er så prægnante, at de bliver brugt i vidt forskellige fysiske og sociale rammer – fra den internationale virksomhedskoncerns mødelokale til stuen i en treværelses lejlighed i Holstebro. De optræder i både finkultur og populærkultur. De er kommet på museum på grund af deres specielle træk. Det er stole, der har fået ikonstatus eller er på vej til at få det.

Men hvorfor lige netop disse stole, der er designet af navne såsom Arne Jacobsen, Verner Panton, Charles og Ray Eames, Erwan og Ronan Bouroullec og Hee Welling?