Forældreskab. At få børn har langt større konsekvenser for mødrenes karriere end for fædrenes. Denne ubalance er den vigtigste årsag til, at kvinder fortsat tjener færre penge end mænd. Er der noget at gøre?

Moderbyrden

Det er overvældende at få børn, både for mænd og kvinder. Men hvor forældreskabet ser ud til at have store omkostninger for mødrenes karriere, fortsætter fædrenes ufortrødent. Det fastslår et nyere dansk studie af Henrik Kleven fra Princeton University, Jacob Søgaard fra Københavns Universitet og Camille Landais fra London School of Economics.

De tre økonomer viser, at danske mænd og kvinder følger samme indkomstudvikling, indtil de får deres første barn, hvorefter mødrene sakker bagud og aldrig indhenter fædrene igen. Studiet estimerer, at det første barn forårsager et vedvarende indkomsttab for kvinder på omkring 20 procent i forhold til mænd – en forskel, der kun bliver større, jo flere børn der kommer.