Mobiltelefoner kan være en alvorlig distraktion i undervisningen. Men lærer de studerende mere, hvis telefonerne bliver lagt væk? Et stort, randomiseret forsøg, udført af økonomer fra Danmark, Indien og USA, tyder på, at svaret er ja.

16.683 studerende på ti videregående uddannelsesinstitutioner i den indiske delstat Odisha indgik i forsøget. Nogle studiehold skulle aflevere deres mobiltelefoner i en særlig boks før hver forelæsning gennem et helt semester, mens andre hold fortsat havde normal adgang til deres telefoner. Derefter sammenlignede forskerne blandt andet de studerendes eksamensresultater.

Lærer de studerende og børn mere, hvis telefonerne bliver lagt væk? Det undersøger nyt studie. Foto: Sarah Christine Nørgaard

De mobilfri studerende klarede sig i gennemsnit bedst, og den faglige fremgang var størst hos dem, der havde klaret sig dårligst inden forsøget. For de fagligt stærke studerende var der dog ingen statistisk sikker forbedring. Resultaterne tyder dermed på, at mobilfri undervisning kan mindske forskellene mellem de faglige præstationer.

Der sås dog ingen tydelig effekt på hverken fremmøde eller de studerendes egen oplevelse af læring og trivsel. Til gengæld blev de studerende, der lagde mobilerne væk, mere positive over for at begrænse brugen af telefoner i undervisningen.

Resultaterne kan ikke overføres direkte til danske skoler, men studiet tyder på, at det kan forbedre de faglige resultater at lægge telefonen væk i undervisningen, især for de studerende, som har særligt brug for et løft.

Science, 8. oktober