I decembers korte og kolde dage kan Solen synes langt væk. Det er den for så vidt også. 150 millioner kilometer er der til den skinnende dråbe af plasma, som giver os lys og varme og friske bøgeblade og hang til is, når det bliver forår.

Varmen og lyset bliver til dybt i dens kerne, hvor den intense tyngdekraft smeder lette atomer som brint og helium til tungere atomer som kulstof og ilt – fusion hedder det. Hele solsystemet bader den i sin plasma, solvinden, som består af frie elektroner og ioner, der blæser ud mellem asteroiderne, kometerne, månerne og planeterne. Det er solvinden med sin elektriske ladning, der giver os nordlyset, når Jordens magnetfelt fanger de ladede elektroner, som lyser op i atmosfærens øverste lag.