Grundforskning udgør ofte et grundlag for ny teknologi, men er ikke i sig selv tilstrækkelig. Innovation er en langstrakt og kompliceret proces, hvor mange elementer skal gå op i en højere enhed.

Tag laseren som eksempel: Den grundlæggende idé opstod allerede i 1917. Her fremsatte Albert Einstein en teori om stimuleret emission af stråling fra atomer. Niels Bohrs atommodel fra 1913 havde vist, at et atom, som befinder sig i det, man kalder en exciteret tilstand – altså en tilstand i et højere energiniveau end grundtilstanden, kan vekselvirke med indgående stråling og selv udsende stråling med fast frekvens. Hvis man har mange exciterede atomer, der rammes af samme stråling, vil de potentielt kunne udsende en endnu større mængde stråling med akkurat samme frekvens. Strålingen, påviste Einstein, bliver udsendt fokuseret i samme retning.