Ekstra Bladet »tør hvor andre tier«, og indtagelsen af en Tuborg »gør livet lidt grønnere«. Reklameslogans og avisoverskrifter er holdt i den kortfattede og prægnante stil, der også betegnes som lapidarisk. Ordet er afledt af lapis, der er en latinsk betegnelse for sten, og man kan så undre sig over, hvad lapidarstilen har at gøre med sten. Svaret ligger gemt i historien, fra dengang indskrifter var mejslet i sten, og hvor det derfor gjaldt om at være ordholden. På runestenene var der hverken plads eller råd til større sproglige falbelader.

I dag optræder egentligt lapidariske tekster på gravsten og monumenter, ja, samlinger af sådanne betegnes nogle gange som lapidarier. Et hjemligt eksempel er det »Kongernes Lapidarium«, der befinder sig i Christian 4.s Bryghus på Slotsholmen og som huser en lang række stenskulpturer.