Det er ikke kun kosmetik og toiletvand, der ender i økosystemet og skaber problemer for dyrelivet. Mere eksotiske stoffer som kokain kan også spores i verdens floder og søer, og et internationalt team af eksperter i adfærdsøkologi har nu undersøgt, hvordan det påvirker laks at svømme rundt i euforiserende stoffer. Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology og er det første, der ser på laksenes reaktion uden for laboratoriet.

Laks svømmer længere på kokain. Foto: Oli Scarff, Scanpix
Laks svømmer længere på kokain. Foto: Oli Scarff, Scanpix

Forskerne fulgte 105 unge atlantiske laks i den svenske sø Vättern over otte uger ved hjælp af kemiske implantater med langsom frigivelse af stoffer og akustisk sporing. Fiskene blev opdelt i tre grupper: en kontrolgruppe, en gruppe udsat for kokain og en gruppe udsat for benzoylecgonin, som er et stof, der fremkommer, når kokain nedbrydes. Resultaterne viste, at fisk udsat for benzoylecgonin var mere påvirkede end dem, der blev udsat for kokain. En vigtig observation, da undersøgelser ofte fokuserer på reaktionerne på det oprindelige stof, selvom nedbrydningsprodukter oftere ses i vandet.

Fisk udsat for benzoylecgonin svømmede op til 1,9 gange længere om ugen sammenlignet med kontrolgruppen. Samtidig spredte de sig op til 12,3 kilometer længere ud i søen. Ifølge forskerne blev effekten mere tydelig over tid, og det kan påvirke søens komplekse økosystem, da fiskenes bevægelsesmønstre har stor betydning for, hvordan de jager, yngler og bliver føde for andre dyr. Fiskene blev udsat for kokainstoffer i mængder, der matcher det, som kan spores i forurenede søer og vandløb. Forskerne understreger dog, at der ikke er nogen risiko for, at mennesker vil blive påvirket ved at spise fiskene.

Current Biology, 20. april