I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Øjenlågene bliver tunge. Et let gardin bevæges af sommernattens brise. Og så er den der! Den spinkelt gennemtrængende lyd af en myg, der er gået på vingerne og nu summer sultent rundt i soveværelset. Herhjemme er det mest af alt en irritation, der kan ende i kløende stik. Men i lande, hvor et myggestik kan føre til alvorlig sygdom, bruger man ofte myggespray med stoffet DEET (N,N-diethyl-m-toluamid). DEET forvirrer myggenes sanser, så de ikke kan fornemme, at der er bar hud i nærheden. Det virker, og det redder liv.