Med den moderne teknologi er det blevet nemmere end nogensinde før at tilgå kulturprodukter fra hele kloden. Nyheder, film, podcast, tv-serier – alt sammen har vi lige ved hånden, hele tiden og med det samme, og det kan være vanskeligt at håndtere for vores begrænsede opmærksomhed.

En af dem, der har bemærket forandringen, er Sune Lehmann, som er professor på DTU Compute på Danmarks Tekniske Universitet, hvor han arbejder på at forstå komplekse netværks strukturer og dynamikker. Som mange andre kunne han mærke, at det var blevet sværere at dvæle. Han var nødt til at træffe aktive valg, når han ville undgå at lade sig rive med af strømmen af nyheder på nettet, opdateringer på sociale medier og andre former for digitalt båret kultur.