Knækkede kyllingeben for klimaet

Er en klimavenlig produktion af kød, mælk og æg også altid dyrevenlig? Og hvad stiller man op, hvis der er et dilemma mellem de to hensyn? Disse spørgsmål dannede rammen for den årlige dyrevelfærdskonference, som Videncenter for Dyrevelfærd (et samarbejde mellem myndigheder og universiteter) afholdt i november i år.

Husdyrenes betydning for klimaforandringer kom for alvor på dagsordenen i 2006, da FNs fødevareorganisation FAO udgav rapporten Livestock’s Long Shadow. Heri argumenterede de ansvarlige forskere for, at husdyrproduktionen på verdensplan var ansvarlig for ikke mindre end 18 procent af den menneskeskabte udledning af drivhusgasser (et tal, som efterfølgende er justeret en smule ned). Endvidere pegede de på, at man kan og bør mindske husdyrproduk­tionens klimaaftryk ved hjælp af intensivering.

Sammenhængen mellem mere intensiv husdyrproduktion og mindre klimabelastning kan illustreres ved hjælp af udviklingen inden for slagtekyllingeproduktionen, som i dag er den mindst klimabelastende form for husdyrproduktion. Per 100 gram protein er klimabelastningen for konventionelt kyllingekød knap halvdelen af belastningen fra grisekød og i størrelsesordenen en syvendedel af belastningen fra oksekød. Faktisk er moderne slagtekyllinger så effektive til at omsætte deres foder, at omkring 45 procent af næringsindholdet bliver til kyllingekød.

Denne store effektivitet skyldes et avlsarbejde, som for alvor begyndte efter Anden Verdenskrig. Indtil da havde kyllingekød været noget, man fik ved at opfodre de overskydende hanekyllinger fra ægproduktionen. Gennem målrettet udvælgelse af de kyllinger, som voksede hurtigst og producerede mest muligt kød, udviklede avlsselskaberne den moderne slagtekylling, som vokser meget hurtigere og bliver meget større end den æglæggende høne. Der har ifølge én undersøgelse været en stigning i slagtekyllingens vækstrate på hele 376 procent fra 1957 til 2005.

At man fik fremavlet kyllinger, der voksede så ekstremt hurtigt, har dog haft en alvorlig pris i form af øget forekomst af en bred vifte af velfærdsproblemer for såvel kyllingerne selv som for de høns og haner, der bliver brugt til at producere æggene til de kommende slagtekyllinger. For slagtekyllingerne har et væsentligt problem været en dramatisk vækst i invaliderende benproblemer. For forældredyrene har problemet været sult og stress, fordi de får meget mindre at æde, end de har appetit til (for ellers ville de blandt andet blive for fede til at lægge æg og kunne stå på deres ben).

I det indledende foredrag på konferencen bakkede professor Alistair Lawrence fra universitetet i Edinburgh op om initiativer fra blandt andet FN til at gøre dyrevelfærd til en del af målet for en bæredygtig udvikling i husdyrbruget. Det er en rigtig god idé i den forstand, at det et langt stykke ad vejen har vist sig muligt at optimere både i forhold til klima og dyrevelfærd. Det kan slagtekyllingerne også bruges til at illustrere.

I 1990erne kom der således fokus på den store forekomst af benproblemer hos slagtekyllingerne. De store avlsselskaber reagerede ved at selektere for kyllinger, der havde færre benproblemer, parallelt med en fortsat selektion for hurtig vækst. Det virkede! Således faldt andelen af slagtekyllinger med alvorligt gangbesvær i den danske produktion fra omkring 30 procent i slutningen af 90erne til omkring fem procent godt ti år senere, uden at kyllingekød af den grund blev dyrere.

Der er dog ikke win-win hele vejen. På konferencen viste seniorforsker Anja Riber fra Aarhus Universitet resultater fra en sammenligning af benproblemer hos de konventionelle og økologiske slagtekyllinger. Hun fandt, at selv om der stadig var lidt større forekomst af alvorlige benproblemer hos de konventionelle end hos de økologiske kyllinger, så var forskellen ikke dramatisk, selv om de økologiske kyllinger vokser omkring halvt så hurtigt som de konventionelle. Til gengæld var der dramatisk flere af de mindre alvorlige benproblemer hos de konventionelle end hos de økologiske kyllinger. De konventionelle kyllinger er således dårligere gående end de økologiske. I sit indlæg på konferencen viste Anja Riber, hvorledes de konventionelle kyllinger som konsekvens heraf sidder mere ned og bevæger sig mindre end deres økologiske artsfæller. Selv om de konventionelle kyllinger måske ikke lider så meget mere end de økologiske, har de mindre af det naturlige liv og den positive velfærd, som er en vigtig del af dyrevelfærden ifølge både Anja Riber og Alistair Lawrence.

For forbrugeren udestår spørgsmålet derfor stadig, om det er bedst at vægte klimaet frem for dyrevelfærden. I givet fald skal man købe kød fra de såkaldte turbokyllinger fra den konventionelle produktion. Hvis man lægger mest vægt på dyrevelfærd, skal man måske købe kød fra den økologiske produktion, som til gengæld har cirka 50 procent større klimabelastning per kilo kød. Man kan også vælge mellemløsningen i form af den lidt langsommere voksende kylling, som en række dagligvarekæder er begyndt at sælge.

Tilsvarende dilemmaer knytter sig tilsyneladende også til valget af forskellige typer af grisekød. Ifølge en oversigt over klimaeffekten af henholdsvis konventionel og økologisk svineproduktion i fire europæiske lande, som blev vist på konferencen, har den økologiske produktion konsekvent den største klimaeffekt per produceret kilo svinekød – selv om forskellen i effekten her er mindre og mere omstridt end for slagtekyllinger.

I forhold til hvordan man skal forholde sig til sådanne dilemmaer, kom der modstridende meldinger fra indlægsholderne på konferencen. Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening Sybille Kyed argumenterede for, at vi sagtens kan kombinere forbrug af økologisk kød med at leve klimavenligt. Hun henviste til rapporten fra den såkaldte EAT-Lancet-kommission fra 2018, der kom med anbefalinger til en optimal diæt i forhold til både sundhed og bæredygtighed (herunder klimamæssigt forsvarlig produktion). Hvis vi nøjes med at spise de relativt begrænsede mængder af kød og andre animalske produkter, som kommissionen anbefaler (for danskernes vedkommende cirka en halvering af det nuværende forbrug), vil det være muligt på samme tid at spise 100 procent økologisk og klimamæssigt forsvarligt. Sybille Kyed argumenterede i forlængelse heraf for, at vi i Danmark skal omlægge til en langt mindre husdyrproduktion end den, vi har nu.

Ikke uventet var repræsentanten for det danske svineerhverv, hvor 90 procent af produktionen går til eksport, ikke enig. I forhold til klimabelastning argumenterede sektordirektør Christian Fink Hansen således for, at den konventionelle danske svineproduktion er overlegen sammenlignet med en del andre lande, som dansk svineproduktion konkurrerer med på det internationale marked. Han mener derfor, at det vil være en dårlig idé, hvis vi i Danmark skruer ned for eller ligefrem afvikler den konventionelle eksport­orienterede danske svineproduktion af hensyn til klimaet. Ifølge Christian Fink Hansen kan vi i Danmark tjene penge på at producere svin til eksport og samtidig bidrage til at modvirke klimaforandringerne, idet produktionen i Danmark sker på en klimamæssigt set relativt forsvarlig måde.

På spørgsmålet om, om en klimavenlig produk­tion af kød, mælk og æg også kan være dyrevenlig, kom der ikke noget simpelt ja/nej-svar fra oplægsholderne. Et stykke ad vejen kan det lade sig gøre at forene de to målsætninger. I sidste ende vil der dog, for eksempel i forbindelse med produktion af kyllinge- og svinekød, fortsat være et dilemma mellem enten at satse på en intensiv og klimavenlig produktion med en i bedste fald tålelig dyrevelfærd eller på en mere ekstensiv og dyrevenlig produktion med et større klimaaftryk per produceret enhed.

Se og lyt til indlæggene på dyrevelfærdskonferencen på https://dyreetik.ku.dk/vid_konference/