Astronomi er måske den mest uskyldige af alle videnskaber. Astronomer bidrager ikke til udvinding af naturressourcer, de forurener meget lidt, og deres resultater kan vanskeligt omsættes til destruktiv teknologi eller kompliceret bureaukrati. De retter blot deres teleskoper mod nattehimlen i håbet om at forstå stjernernes, galaksernes og universets historie.

Derfor virker det provokerende, når den franske historiker Pascal Marichalar fra CNRS beskriver moderne astronomi som en form for videnskabelig udnyttelse. I en ny artikel i Science, Technology and Society argumenterer han for, at teleskoper i det globale syd udvinder værdifulde data og – ligesom minedrift – fastholder en ulige fordeling af ressourcer, hvor den største videnskabelige og økonomiske værdi ender i det globale nord.