I mange år troede forskere, at den uddøde art fra istiden huleløven bare var en underart af den nulevende løve. Den teori blev afvist i 2016, og nu viser et nyt studie publiceret i Cell, at huleløven havde endnu mindre tilfælles med løven, end man troede.

Kranium af huleløve. Foto: Didier Descouens, Wikimedia Commons
Kranium af huleløve. Foto: Didier Descouens, Wikimedia Commons

Forskere fra Stockholms universitet og Sveriges naturhistoriske museum har analyseret 12 genomer fra huleløver fundet i Euroasien og Nordamerika fra en periode på 100.000 år og sammenlignet dem med 20 genomer fra nulevende løver i Afrika og Sydasien. Her kunne de se, at huleløvernes dna var meget anderledes end den moderne løves, blandt andet når det kom til hjernefunktion, syn, vækst og blodkredsløb. Huleløven var væsentlig større end løven og havde heller ingen manke, ligesom den foretrak koldere områder såsom Nordeuropa, Nordasien og Nordamerika.