Ord for viden
Ion
Almindeligt køkkensalt består af elektrisk ladede atomer, der betegnes ioner og udtales joner. Når salt opløses i vand, vil de positive natriumioner og de negative klorioner frejdigt svømme rundt i vandet, så det leder den elektriske strøm. Oversat til atomteoriens sprog er en ion en partikel, hvor antallet af elektroner er forskelligt fra antallet af protoner i atomkernen.
Hvorfor så kalde de elektriske partikler for ioner? Man kunne tro, at ordet på en eller anden måde er forbundet med den oldgræske gud Ion eller måske med den gamle joniske (ioniske) kultur i området omkring Lilleasiens vestkyst. Men det er ikke tilfældet. Navnet ion er ganske vist inspireret af græsk, men det er en neologisme, som først optræder i sproget i 1834.