Kort nyt. Hvordan undgår bilister at kollidere med en hjort? Det har et nyt studie undersøgt.
I dådyrets vold
Et par stirrende dådyrøjne kan være et skræmmende syn foran bilen på en nattemørk landevej. Nu har forskere set nærmere på, hvad der afgør, om sådan en situation ender med en kollision eller ej.
I et studie i tidsskriftet Applied Animal Behavior Science har amerikanske naturbiologer undersøgt, hvilke forlygter der er bedst til at få hjorte til at flytte sig fra vejen. De udstyrede en golfvogn med forskellige lygter og lod 23 hunhjorte krydse foran den.

Umiddelbart var halogenpærer bedre end LED-lygter til at fange dyrenes opmærksomhed og få dem til at reagere på den potentielle fare. Hjortene var således 39 procent mere tilbøjelige til at reagere, når vognen var udstyret med halogener, end når det var LED-lygter, som kan forvirre hjortenes syn.
Men det er ikke nok, at dyrene opdager bilen – de skal også helst skynde sig af vejen. Og selvom halogenlygter fik hjortene til at reagere, var der stor forskel på, om de flygtede eller stod musestille så længe, at det kunne resultere i et sammenstød.
Det er sandsynligvis en helt anden faktor end bilens lyskilde, der afgør, om hjorten flygter eller fryser foran bilen, viser studiet. Ifølge forskerne kan dådyrenes reaktioner nemlig være bestemt af deres personlighed og tidligere erfaringer – om de var modige eller sky.
Så når man er i overhængende fare for at kollidere med en hjort, er man i virkeligheden overladt til hjortens nåde – uanset hvilke lygter man vælger, lyder det fra forskerne.
De opfordrer bilister til at undgå nattekørsel, og skulle man møde en hjort, er det vigtigt at bremse op, da undvigelse kan resultere i kollision med modkørende eller med andre hjorte i vejkanten.
Science.org, 30. maj
Del:

