Julekonfekt. Hvor marcipan kan føres tilbage til Visconti-Sforza-familien i 1400-tallets Milano, vil ingen tilsyneladende tage ansvar for den oprindelige opskrift på nougat.
Historien i konfektskålen
Nougat og marcipan. Når de to ingredienser ligger som spotvarer i supermarkedet, ved vi, at julen nærmer sig, og hvem har ikke med større eller mindre held frembragt nogle konfektstykker af marcipan med blød nougat?
Julen har det med at være udskældt for usunde tiltag, og ikke mindst den søde tand får på hattepulden for at være fordærvende – i hvert fald efter nytår. Men så galt er det overhovedet ikke. Julens to store konfektingredienser marcipan og nougat er – hvis man altså køber de rene varer – fremstillet af noget så helsebringende og velsmagende som mandler og nødder. Nuvel, med en smule sukker, men som altid handler det om balance, og har man først én gang smagt en piemontesisk ristet hasselnød eller en spansk mandel, ved man, hvor tæt god marcipan og nougat er på naturens egne frugter.