Forhistorien er blevet en luksusvare

En septemberdag i 2014 trådte den danske finansmand Niels Nielsen ind i en lade nær den lille by Sunbury i Pennsylvania. Væggene var beklædt med træ, og der lugtede lidt af støv. Under den halvanden times lange køretur fra New York havde han prøvet at forestille sig, hvad der ventede ham i laden, men alligevel kom det bag på ham, hvor overvældende det føltes at møde den 66 millioner år gamle Tyrannosaurus rex, Tristan Otto, for første gang. Fossilet, som Niels Nielsen havde i sinde at erhverve sig, lå spredt i 170 sortbrune stykker på adskillige borde med hvide bomuldsduge.

»Jeg havde aldrig prøvet at købe et fossil før, andet end en tand, så jeg skulle lige bearbejde det, jeg så i den lade, og bruge min fantasi for at forstå, hvad det kunne blive til. Jeg husker specielt, at jeg løftede dens underkæbe, og det er jo meget, meget tungt sådan et fossil, ligesom sten. Det var en ret speciel oplevelse,« fortæller Niels Nielsen.

Det er ikke alle forundt at anskaffe sig et dinosaurskelet og slet ikke en T. rex. Det koster at udgrave, præparere, transportere og opbevare et fossil i den størrelse. Hvad Niels Nielsen og hans medfinansiør Jens Peter Jenssen har betalt for dinosauren, som de døbte Tristan Otto, vil de ikke ud med, andet end at det er et dollarbeløb med syv cifre.

Niels Nielsen bor permanent i London og havde egentlig forestillet sig, at hans dinosaur skulle udstilles dér, men i stedet fik han en aftale i stand med Berlins Naturhistoriske Museum. Og det er herfra, at Statens Naturhistoriske Museum i København helt eksklusivt har fået lov til midlertidigt at låne det tredjemest komplette T. rex-skelet i verden til udstillingen Dinosaurernes konge. Samarbejdet betegner både han selv og direktørerne for henholdsvis det danske og det tyske museum som harmonisk.

»Man har jo haft mæcener – også med fossiler – gennem flere hundrede år, så det er egentlig ikke noget nyt. Rigtig mange museumssamlinger og udstillinger har været afhængige af et positivt forhold til private mæcener, der udgraver fossiler. Uden dem var der rigtig mange af de skatte, vi har og elsker, som vi ikke ville have haft,« fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør og professor på Statens Naturhistoriske Museum.

Nicolas Cages dinosaurhoved

Men private opkøb af fossiler kan også bekymre. For hvor hobbyen med at samle på forhistoriske knogler tidligere udgjorde et lille eksklusivt og almindeligvis naturvidenskabeligt interesseret klientel, er der gået mode i skidtet. Et kendt eksempel er Leonardo DiCaprios og Nicolas Cages budkrig om et Tyrannosaurus bataar-hoved i 2007 på en auktion på Manhattan. Cage vandt og betalte små to millioner kroner, men måtte aflevere hovedet tilbage til Mongoliet i 2015, da det viste sig, at det var smuglet ud af landet, som siden 1924 har haft forbud mod eksport af dinosaurfossiler.

Salget af naturhistoriske artefakter som dinosaurer og mumier på auktioner er stigende. Det samme er priserne. Anerkendte auktionshuse som Sotheby’s og Christie’s sælger nu fossiler for mange millioner kroner årligt. Også eBay har et voksende marked for fossiler.

Dilemmaet er det samme, som kunstmuseerne står med, hvor stramme budgetter er i konkurrence med anonyme private samlere, som i værste fald holder fossilerne for sig selv. Og så er de tabt for forskningen. Værre endnu er, når illegale fossiljægere deler et skelet i mindre stykker under udgravningen og sælger stykkerne hver for sig, fordi det er nemmere eller giver en højere profit som smådele. Det er heller ikke usædvanligt, at et skelet bliver pyntet med farvede kyllingeben eller andet, så det fremstår mere komplet.

I dag har de fleste lande en lovgivning, der forbyder eksport af fossiler. Det gælder også Danmark, hvor ethvert danekræ, der pilles op af dansk jord, tilhører staten. Men nogle lande har dog andre regler, blandt andet USA, hvor den, der ejer jorden, automatisk ejer fossilet. Derfor var salget af Tristan Otto, som blev fundet i Montana i 2010, helt lovligt, og derfor kunne museet indgå i en dialog med Niels Nielsen om at udstille det.

»Hvis der for eksempel kommer én med en kinesisk dinosaur og ikke kan redegøre for oprindelsen, så er vi nødt til at sige nej. Vi kan ikke tage det ind i vores samlinger, vi kan ikke udstille det, og vi kan ikke forske på det. Vi kan ikke regulere markedet, men vi kan være med til at påvirke det ved at sige, at vi ikke vil acceptere, at der bliver fiflet. Det, vi kan gøre, er at give de kinesiske myndigheder besked om, at der er noget her, som de bør se nærmere på,« fortæller Peter C. Kjærgaard.

Derfor ser han det også som en vigtig opgave for museerne at udvikle et godt forhold til private samlere.

»Jeg håber, at vi gennem denne udstilling kan være med til at vise andre, der har midlerne og interessen for fossiler, at de ikke skal gemme det for sig selv, men kan se værdien og vigtigheden af at dele. Hvis man betragter det som ens egen eksklusive ejendom, så er man måske påpasselig med at lade forskere studere dem, og det betyder, at vi er låst ude fra en potentiel vigtig viden om naturen,« siger Peter C. Kjærgaard.

Truet tidsmaskine

De naturhistoriske samlinger er en tidsmaskine og et bib-liotek over naturen gennem historien. De danske samlinger indeholder for eksempel 250 års sommerfugle og optegnelser, som kan vise, hvordan ændringer i miljøet har påvirket insektstanden – data, der kan bruges i dag, hvor vi ifølge FN står over for den sjette masseuddøen. På samme måde kan de geologiske lag, man finder i dinosaurknogler, være med til at fortælle om atmosfæren i jordens tidligere perioder.

Siden sit køb af Tristan Otto har Niels Nielsen købt flere dinosaurskeletter, og han er undervejs blevet mere og mere optaget af, hvordan hans dinoer kan være med til at skabe en interesse for naturvidenskab. Og selvom han deler Peter C. Kjærgaards bekymring for, at private samlere holder tingene for sig selv, mener han ikke nødvendigvis, at det udelukkende er en dårlig ting, at private har adgang til at købe fossiler. Hvis en landmand for eksempel finder et værdifuldt fossil på sin mark, kan han se frem til at få sit land konfiskeret, mens staten udgraver. Det kan måske få nogle til at »overse« et fossil og bare køre igennem med traktoren. Og så er der hele det økonomiske aspekt.

»Realiteten er, at museerne ikke længere har råd til at købe de her ting. Selvom du fandt et fossil og fik det gratis, kan det tage et hold af specialister halvandet år at sætte sådan en T. rex sammen. Det er meget, meget dyrt. Så mange af de ting, der bliver fundet, bliver aldrig nogensinde gravet ud og præpareret. De ligger alligevel bare gemt væk, uden at nogen kommer til at nyde dem,« siger han.

Han medgiver, at det kræver, at private ejere som ham selv påtager sig et ansvar. Derfor giver han også lov til at lave al den forskning, der ønskes, på hans dinosaurer. Selv er han især interesseret i, hvordan udstillingerne kan designes, så publikum involveres bedst muligt.

Men risikerer man ikke, at de private mæcener får så stor indflydelse, at man må indgå for mange kompromiser?

»Niels og jeg deler visionen om at skabe en platform, der kan starte samtaler om, hvordan vores natur skal være nu og i fremtiden. Hvis Niels var en anden person og ville noget helt andet, så kan det godt være, at jeg havde sagt nej,« siger Peter C. Kjærgaard.

Læs også om den nye udstilling på Statens Naturhistoriske Museum, hvor T. rexen Tristan Otto er udstillet.