Kort nyt. Forskere dokumenterer flamingoers nøjagtige og nådesløse spiseteknik.
Flamingoens drabelige dans
Blåmuslinger, bardehvaler og krabber er alle filterædende dyr, som får deres næring ved at filtrere plankton og andet organisk materiale ud fra vand. Flamingoer filtrerer på samme måde, når de stikker hovedet ned under lagunevandet, for kanten på deres næb er forsynet med lameller og små hår, som sorterer mudderet fra, så krebsdyr og alger nemt kan sluges. Men faktisk har flamingoer en fuldstændig enestående fangstteknik, lyder det nu fra forskere i dyrs biomekanik ved University of California, Berkeley.

Med højhastighedskameraer i gennemsigtige vandtanke har forskerne filmet ædende flamingoer, og det viser sig, at de lyserøde fugle bruger hele kroppen, når de jager. Næbbet bevæges baglæns i små ryk, som skaber vandhvirvler, der sender krebsdyrene opad i vandet. Samtidig klaprer næbbet op og i omkring 12 gange i sekundet, nærmest som en symaskine, hvilket skaber en opadgående vandstrøm, der fungerer som et vakuum og trækker krebsdyrene hen til næbbet, hvor tungen skaber det sidste sug og sorterer mudderet fra gennem lamellerne. Men det stopper ikke her, siger forskerne. For flamingoen åbner og lukker sine svømmehudsklædte tæer i takt med næbbets bevægelser, så det hjælper med at skubbe maden opad i vandhvirvlerne.
Forskerne håber, at den nye viden om flamingoernes pulserende filtreringsdans kan inspirere fremtidens mekanik på alverdens vandrensningsstationer, forhindre tilstopning og reducere omkostninger for vedligehold.
Del: