Det kan være fristende at trykke lidt ekstra på speederen for at komme hurtigere frem. Men en ny amerikansk undersøgelse tyder på, at gevinsten ved en smule ekstra fart er forsvindende lille, mens regningen i CO₂ og brændstof vokser sig større.

Maskiningeniører ved University of Minnesota har analyseret mere end 120 millioner bilture i USA og beregnet, hvad der ville ske, hvis alle bilister overholdt de hastighedsgrænser, der er skiltet med. Resultatet er ret opsigtsvækkende. Hver eneste dag ville der kunne spares omkring 25 millioner liter brændstof og udledes omkring 57.000 ton mindre CO₂. Samtidig ville amerikanerne samlet spare omkring 22 millioner dollar i brændstofudgifter, svarende til over 140 millioner danske kroner om dagen. Til gengæld ville den enkelte bilist nærmest ikke mærke forskel, for den gennemsnitlige rejsetid ville kun stige med under ét minut på daglig basis.

Ny amerikansk undersøgelse tyder på, at man ikke sparer meget tid, når man kører for hurtigt. Foto: Ida Marie Odgaard

Forskerne kombinerede data om kørselsmønstre, vejnet, hastighedsgrænser og terræn med avancerede modeller for bilers energiforbrug. De peger på, at moderne benzin- og dieselbiler ganske vist er blevet mere brændstoføkonomiske, men samtidig også kraftigere, hvilket gør det lettere at køre hurtigere og dermed bruge mere brændstof. Undersøgelsen viser, at en ændring i bilisters adfærd kan være en af de billigste og hurtigste måder at reducere både brændstofforbrug og klimabelastning på uden nødvendigvis at udskifte hele bilparken.

Ifølge forskerne bør fremtidige studier undersøge betydningen af hårde accelerationer og opbremsninger, som ligeledes påvirker både forbrug og udledning.

Communications Sustainability, 16. juli