For tre år siden oplevede titusinder af peruanere høj feber, stærke ledsmerter og udslæt. De havde det tilfælles, at de alle var blevet stukket af en myg, der bar virussygdommen denguefeber.

Men havde det ikke været for en cyklon og usædvanligt varmt og vådt vejr, var 60 procent af peruanerne formentlig sluppet for den alvorlige sygdom. Det viser matematiske udregninger i et nyt studie publiceret i tidsskriftet One Earth, hvor et internationalt forskerhold har kortlagt, præcis hvad der skete i Peru, og hvordan klimaforandringer kan sætte gang i farlige epidemier.