Fremtidsfrygt. Dystopier fylder mere og mere i det politiske landskab, mener antropologer. Her kan de tjene som en nyttig advarsel, men også bruges til at legitimere barske indgreb.
Farlige fortællinger
Ghettoerne »sender fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed«. Sådan lød det i Lars Løkke Rasmussens nytårstale for et år siden. Med denne karakteristik af problemerne i de udsatte boligområder ville statsministeren understrege nødvendigheden af at føre en »fast udlændingepolitik«. Og Løkke er ikke ene om at bruge billeder med apokalyptiske anstrøg til at legitimere sin politik. Tænk bare på Trumps advarsler om kriminelle migranter i hobetal ved den mexicanske grænse, eller på den russiske frygt for at ende som det moralsk fordærvede Vesten, hvis LGBT-miljøet får for mange indrømmelser.
Den store politiske fortælling i det 21. århundrede er dystopien. Sådan lyder konklusionen fra en række antropologer i det seneste nummer af Tidsskriftet Antropologi, der netop har overskriften Dystopier. Utopien, der tidligere var det dominerende politiske narrativ, har for en stund mistet evnen til at inspirere, og i dette forestillingsevnens vakuum har den dystopiske fortælling slået rødder, lyder deres diagnose.
Del: