En grum historie

I slutningen af 1400-tallet blev Europa hærget af en dødelig pest: syfilis. Det menes, at Christoffer Columbus’ mandskab hjembragte sygdommen, da han i 1493 vendte tilbage fra det nyopdagede Amerika.

Den schweiziske alkymist og læge Paracelsus (1493-1541) anbefalede at behandle sygdommen med kviksølv. Oprindelig brugte man kviksølv i fedt til indsmøring af huden eller kviksølvrygning, fumigatio. Patienten blev anbragt i en tønde med kun hovedet frit. I bunden af tønden blev en skål med et kviksølvmineral, cinnober, opvarmet, hvorved kviksølv blev frigjort og afsat som et gråligt støv i patientens hud.

I 1800-tallet begyndte man at behandle med kviksølvpiller, som var lettere at dosere, men ikke mindre giftige. Målet var at fremkalde en kronisk kviksølvforgiftning, så patienterne tabte håret, og tænderne sad løse. Den tyske læge Paul Ehrlich (1854-1915) arbejdede omkring århundredskiftet på at udvikle et arsenpræparat mod syfilis som alternativ til kviksølv. I 1910 præsenterede han præparatet Salvarsan (af latin salvare, at frelse).

Baggrunden for udviklingen af Salvarsan er en grum historie. Forløberen til Salvarsan var Atoxyl (af latin »ugiftig«), som virkede ved nagana, en trypanosomsygdom hos afrikansk kvæg. Paul Ehrlich overvejede at afprøve præparatet på syfilis. Men først ville man se, om det virkede på patienter med sovesyge, som er beslægtet med nagana. Den tyske bakteriolog Robert Koch (1843-1910) rejste derfor til tysk Sydvestafrika og gennemførte et forsøg med Atoxyl mod sovesyge hos indfødte. Det havde ingen effekt på sovesygen. Det eneste, man opnåede, var at gøre forsøgspatienterne blinde.

Salvarsan var mindre toksisk end Atoxyl og havde vist sig at virke mod syfilis hos kaniner, så vejen lå åben for at behandle syfilispatienter. De første resultater var lovende.

Patienten spiste pølsemad

Ved mødet i forsamlingen af Deutsche Naturforscher und Ärzte i Köningsberg, september 1910, præsenterede Paul Ehrlich Salvarsan som sit nye middel mod syfilis. Mødesalen var stuvende fuld af tilhørere. Da Paul Ehrlich besteg talerstolen, brød salen ud i bifald, tilhørerne klappede og trampede i gulvet af begejstring.

Da der endelig blev ro i salen, kunne Paul Ehrlich berette om Salvarsans forbløffende virkning på forskellige former for syfilis. Også hos spædbørn med medfødt syfilis virkede præparatet. Salvarsan blev injiceret i en kranievene med barnet »på hængende hoved«.

Han gav eksempler på Salvarsans hurtige virkning: En patient havde syfilissår i hele munden, så han længe ikke havde kunnet indtage fast føde. Syv timer efter første Salvarsan-sprøjte fandt man ham siddende på sengekanten i færd med at fortære en pølsemad uden problemer. Paul Ehrlich understregede, at Salvarsan var et arsenikpræparat, som skulle doseres nøje og gives intravenøst i albuebøjningen med sikker hånd. Fejlagtig injektion kunne resultere i nekrose med amputation af armen til følge.

Der forelå rapporter om dødsfald under en Salvarsan-kur. Men det var svagelige patienter, ofte med kræft, som ikke tålte mosten. Det måtte dog ikke afholde en læge fra at behandle livsfarlig syfilis med Salvarsan. Paul Ehrlich sammenlignede dilemmaet med en kirurgs overvejelser, når han skal vælge at foretage en livsfarlig operation for at redde patienten.

Det fire timer lange møde sluttede med et tilsagn om mere effektive præparater i fremtiden. Det skulle blive muligt at behandle syfilis med én enkelt kæmpedosis af præparatet, det var Paul Ehrlichs ønskedrøm om therapia magna sterilisans.

Paul Ehrlich var belæst, og i hans arbejdsværelse var der stabler med alverdens videnskabelige særtryk, tidsskrifter og bøger, så der kun lige var plads til et par stole. Ingen måtte røre hans private bibliotek. Papirerne var imprægneret med gift, advarede han. Den, som rørte bunkerne, ville få en dødelig forgiftning. Kun han selv og hans faktotum kendte modgiften. Der var ikke noget system i hans papirdynger, men det var heller ikke nødvendigt, for hans tjener kendte alle publikationer og kunne prompte fremskaffe en ønsket artikel.

Den magiske kugle

To år senere afløstes Salvarsan af Neosalvarsan, som var mere opløseligt og derfor nemmere at injicere. Som opløsningsmiddel kunne man bruge postevand, som var rent nok. Begejstringen kendte nu ingen grænser, »the magic bullit« var fundet, og nu skulle syfilis, menneskehedens fjende nummer ét, udryddes.

Dr. Gerhard Venzmer publicerede i 1929 en stærkt rosende beskrivelse af Paul Ehrlichs kamp mod syfilis. Om Neosalvarsan skriver han:

»Gennem menneskeheden går der en begejstringsrus, som snart vil svulme op til en vild brusen. ’Den magiske kugle’ er fundet, som vil befri menneskeslægten for den frygtelige og lumske sygdom, hvis blotte navn vækker rædsel som synet af Medusahovedet. Sværdet er nu smedet, hvormed menneskepestens ækle slangehoved skal afhugges.«

De næste 40 år var Neosalvarsan behandlingsmidlet mod syfilis. Men der var problemer. 60 procent af patienterne orkede ikke at gennemføre de ubehagelige kure med talrige indsprøjtninger. Et andet problem var, at Neo­salvarsan ikke havde den overbevisende virkning, man var stillet i udsigt. Det var ofte nødvendigt at give flere kure og supplere med kviksølv og vismuth, et regulært tilbageskridt.

I mange tilfælde måtte kurene gives meget længe, undertiden i resten af patientens liv. Behovet for fortsat behandling gav grobund for en usund lukrativ praksis blandt syfilislæger, som krævede skyhøje honorarer for at give injektionerne, som de påstod var livsreddende. Det kunne forarme en syfilitiker og hele hans familie. En lægepraksis’ værdi kunne fastsættes på grundlag af antallet af syfilispatienter i behandling, en sikker indtægtskilde.

Så længe det virker

Først i 1950erne fik man en effektiv og bivirkningsfri behandling med penicillin, som stadig gælder. Endelig blev det billigere at slippe af med en syfilis end at få den. Patienterne havde underkastet sig de belastende behandlinger med kviksølv og Neosalvarsan af skræk for uundgåelige følger af ubehandlet syfilis. Befolkningens syfilisfobi næredes af offentlige skrækkampagner og tredjerangsskuespil.

Lægerne anså syfilis for at være en særdeles kompleks sygdom, som man kaldte »master of disguise«.

Omkring århundredskiftet erklærede William Osler (1849-1919), en af fædrene til moderne medicin, »He who knows syphilis knows medicine«.

Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor man endnu ikke kunne skelne mellem sygdom og bivirkninger af behandlingen. Det blev først muligt i 1906 at verificere syfilis ved en blodprøve og ved mørkefeltmikroskopi.

Tre omfattende studier har senere dokumenteret, at spontanforløbet af ubehandlet syfilis er langt gunstigere end tidligere antaget. 72 procent af ubehandlede patienter kom gennem livet uden nogen form for senfølger. Resten udviste sensymptomer fra hud og led, hjerte og kar, og nogle få procent havde nervelidelser.

Paul Ehrlich døde i 1915 som en højt estimeret forsker. Han fik Nobelprisen i medicin i 1908 for sine immunologiske studier, ikke for Neo­salvarsan. I hans kontor ses en mindetavle med en snørklet latinsk indskrift, som udtrykker Paul Ehrlichs opfattelse af det ideelle kemoterapeutiske medikament:

»Det vigtigste ved et kemoterapeutisk lægemiddel er, at det virker, dernæst at det ikke skader.«

Det er en anden ordlyd end god lægekunsts mantra »Primum non nocere«, »Vigtigst er det ikke at skade«.

Læs også om almagt og afmagt på fortidens bakteriefyldte operationsstuer: »Ind til benet«

Læs også om danske Jacob Winsløw, som var førende ekspert i kroppens indre i 1700-tallets Europa: »En anatomisk vejviser«