Medicinhistorie. I 1700-tallet var en dansker en af Europas dygtigste til at beskrive kroppens indre. Jacob Winsløw var især ekspert i led, sener og muskler, og i dag er det 350 år siden, at han blev født.
En anatomisk vejviser
På en iskold vinterdag den 22. februar 1697 forlod en ung dansk læge efter kongelig ordre i al hast sit fædreland for at påbegynde sin obligatoriske faglige dannelsesrejse til Europas førende universiteter inden for lægevidenskaben. Som ledsager til rejsens første destination, Leiden i Holland, havde han sin 11 år ældre lærer i kirurgi, Johannes de Buchwald. Det var en usædvanlig kold vinter. Østersøen var delvis tilfrossen, Elben helt tiliset, og rejsen var knap begyndt, før den kunne have været endt. For at komme over Elben måtte de to rejsefæller tage plads på en slæde, der blev trukket af en hest, som man fik til at løbe i fuld galop, for at slæden ikke skulle gå gennem isen, der brødes stykke for stykke bag dem med en frygtindgydende larm.
Heldigvis gik det godt. De to læger ankom et par uger senere i god behold til Leiden, og den unge læge kunne tage fat på en af dansk lægevidenskabshistories længste og fornemste udenlandske karrierer, som i løbet af de følgende årtier skulle gøre ham til en af Europas mest respekterede og efterstræbte anatomer og Paris’ førende anatomiprofessor. Jacob Winsløw, som han hed, regnes for en af grundlæggerne af den topografiske anatomi, det vil sige læren om organernes indbyrdes beliggenhed, og den deskriptive anatomi, hvilket vil sige den rent beskrivende anatomi, hvor man tager udgangspunkt i det, man ser med egne øjne, frem for det, der er tænkt, set eller gengivet af andre.
Del: