Nogle læsere vil formentlig tænke på Lars von Trier og Thomas Vinterberg, når de hører ordet dogme. Andre vil tænke i teologiske baner, vel vidende at kristendommen er baseret på visse trosforestillinger af en dogmatisk karakter, såsom dogmet om treenigheden eller om Jesu opstandelse. Ja, i den systematiske teologi er dogmatik – læren om de kristne dogmer – en vigtig og anerkendt akademisk disciplin. Nu har de kristne dogmer ikke meget at gøre med dem, der optræder i filmbranchen, men i begge tilfælde er der tale om grundlæggende og mere eller mindre autoritative påstande, der ikke kan eller bør betvivles. I almindelig sprogbrug knyttes dogmet til en ukritisk fordom og er som sådant negativt ladet. En dogmatisk holdning er det modsatte af en fri og kritisk holdning baseret på viden og evidens.

Man kunne så tro, at naturvidenskaben i sit væsen er antidogmatisk, men helt så simpelt er det nu ikke. Hele naturvidenskaben har siden 1600-tallet været baseret på påstanden om, at viden om naturen ultimativt må hvile på eksperimenter og observationer. Påstanden er et dogme, der ikke legitimt kan kritiseres. På et mere konkret niveau har visse almene teorier karakter af dogmer, selv om man forståeligt nok foretrækker at kalde dem principper eller måske paradigmer. Ingen fysiker vil drømme om at betvivle kvantemekanikken, og ingen biolog vil benægte evolutionsteorien. Tilsvarende hviler de geologiske videnskaber uantastet på den pladetektoniske teori. Selv om disse grundlæggende teorier i princippet kan være helt forkerte, tror forskerne på dem i en næsten dogmatisk grad. Inden for molekylærbiologien taler man endda om »det centrale dogme«, der først blev formuleret af nobelpristageren Francis Crick i 1958, og som vedrører overførsel af information i proteiner. Her er der dog ikke tale om et egentligt dogme hinsides enhver kritik. Crick måtte senere indrømme, at da han oprindeligt omtalte sin teori som et dogme, var han ikke klar over, hvad ordet betød.