Dristigt. For 20 år siden omkom syv astronauter, da rumfærgen Columbia brændte op på vej tilbage til Jorden. Ulykken rystede NASA og rejste et eksistentielt spørgsmål for rumfarten: Hvilke missioner er menneskeliv værd?

Dø, om så det gælder

Da NASA opsendte rumfærgen Columbia i januar 2003, forløb det som enhver anden opsendelse. Hovedmotorerne brølede, og løfteraketterne sendte lydbølger igennem luften, som slog imod tilskuernes brystkasser, mens rumfærgen løftede sig op fra affyringsrampen på en søjle af røg.

Der var dog en enkelt afvigelse: 83 sekunder efter lift-off rev et stykke isolering sig fri af den orange brændstoftank og ramte rumfærgens venstre vinge. Men den slags var sket før, og NASAs ledelse beroligede de syv astronauter med, at der ikke var grund til bekymring.