Under den nuværende globale opvarmning stiger temperaturerne i Arktis i gennemsnit fire gange hurtigere end i resten af verden. Udbredelsen af havis om sommeren er næsten halveret inden for de sidste 40 år. Det sætter store forandringer i gang, som vi ikke forstår, ikke mindst i fødekæden i havet.

I havene omkring det nordlige Grønland lever flere arter af hvaler og sæler året rundt, for eksempel grønlandshval, narhval og ringsæl. Arterne er hver især tilpasset store forekomster af havis, og flere studier har observeret nylige forandringer i de arktiske havpattedyrs udbredelse og antal. Men observationerne spænder kun over de seneste årtier og giver os ikke information over længere tid. Hvordan reagerede arterne på tidligere tiders klimaændringer? Og hvordan har de tilpasset sig i et længere tidsperspektiv?