Da man i 1771 indførte et tallotteri med trækninger hver 14. dag i København, rejste der sig en voldsom debat. Ikke fordi lotterier var noget nyt. Op gennem 1700-tallet havde privatpersoner eller sammenslutninger fået tilladelse til at oprette lotterier for at samle penge til bestemte formål. Staten havde også iværksat tidsbegrænsede lotterier for at give økonomiske indsprøjtninger til bestemte brancher eller som støtte til velgørende formål.

Men det nye tallotteri var anderledes. Indtægterne gik ikke til et bestemt formål eller til understøttelse af en velgørende institution, men til en privat forpagter og en række aktionærer, mens staten årligt modtog et fast beløb.