Forskerfejden. Stammer fundamentet for den vestlige verdens kultur og civilisation i virkeligheden fra Afrika?
Den sorte Athene
Vi har gennem århundreder fået at vide, at den vestlige kulturs vugge lå i antikkens Grækenland med dets spændende nye tanker og overlegne filosofi og videnskab. I dag vil mange mene, at det er en uacceptabel eurocentrisk opfattelse, og at oldtidshistorien bør skrives om, så den imødekommer afrikanske og nærøstlige folkeslags berettigede krav om en plads i solen. Den ophedede debat herom, der ikke mindst foregår på amerikanske universiteter, har som en af sine rødder et stort trebindsværk, der udkom mellem 1987 og 2006 under fællestitlen Black Athena – The Afro-Asiatic Roots of Classical Civilization.
Forfatteren var den hvide engelsk-amerikanske sinolog og polyhistor Martin Bernal, der gennem det meste af sin karriere var professor ved Cornell University i USA. Ifølge Bernal var hele begrebet om det »græske mirakel« en myte, der blev opfundet under kolonialismen og datidens opfattelse af den sorte race som inferiør i forhold til den hvide. Man kunne umuligt forestille sig, at miraklet havde sine rødder i Afrika, men det var netop, hvad Bernal hævdede. Ud fra omfattende lingvistiske, arkæologiske og kulturhistoriske studier konkluderede han, at den højt besungne græske kultur stammede fra egypterne og fønikerne, der havde koloniseret store dele af det græske område lang tid før 500 før vor tidsregning.
Del: