Kort nyt. Astronomer har næsten fundet den første atmosfære på en jordlignende exoplanet.
Den dampende klode
Kun 49 lysår fra Jorden kredser exoplaneten LHS 1140 b om en lille rød dværgstjerne. Denne planet kaldes også for en øjeæbleplanet, fordi astronomer forestiller sig, at stjernen brænder et hul i isoverfladen, som ligner et øje. Planeten vender altid samme side mod sin stjerne. Den ene halvkugle bades derfor konstant i lys, mens den anden ligger i mørke.
LHS 1140 b blev opdaget i 2017 og er en af de mest lovende kandidater i jagten på udenjordisk liv. Den befinder sig i den såkaldte guldlokzone, den afstand fra sin stjerne, hvor temperaturen hverken er for høj eller for lav til, at vand kan eksistere i flydende form. Den er måske en klippeplanet, selvom den er en del større end Jorden.

Nu har astronomer fra Harvard University i USA føjet endnu et interessant kapitel til historien. De har opdaget helium, der undslipper planeten. Det lækkende helium kan være et fingerpeg om, at planeten gemmer på en rigtig og livsvigtig atmosfære længere nede, som kan beskytte overfladen mod stråling og hjælpe med at holde på flydende vand. Bliver fundet bekræftet, vil det være første gang, man finder en atmosfære på en jordlignende planet uden for solsystemet. Der er dog det vigtige forbehold, at forskerne endnu ikke ved, om planeten faktisk har en fast overflade. LHS 1140 b kan vise sig at være en mini-Neptun, en lille gasplanet, der langsomt er ved at miste sit helium. Alligevel er opdagelsen en stærk indikation på, at LHS 1140 b er en langt mere kompleks verden, end vi troede.
Science, 16. juli