Ømtåleligt. Antallet af sager, hvor børn krænker andre børn, ser ud til at stige. Ofte kommer inspirationen fra internettet, siger forskere.

Dårlige ideer

I sager om seksuelle overgreb er rollerne ofte tydelige: Der er et offer og en gerningsmand. Sådan er det i hvert fald, når det er voksne, der krænker. Men når det handler om børn, bliver billedet hurtigt mere mudret. Det er tydeligt i den aktuelle debat om Borup-sagen, hvor en række yngre børn har oplevet overgreb fra et jævnaldrende barn. 

Sagen er langtfra den eneste af sin slags. En rapport udarbejdet af analysecentret VIVE i 2021 konkluderer, at omkring hver femte unge under 18 år i Danmark har oplevet seksuelle krænkelser. Det er en stigning fra 2016, hvor det var hver ottende. I mere end halvdelen af tilfældene er det børn under 18, som begår overgrebene, og i næsten hvert fjerde tilfælde er det børn under 15.